onsdag den 28. august 2013

Ungepanel



Hvordan føles det at måtte flygte fra sit hjemland og søge asyl i Danmark? Hvordan er det at bo i et dansk asylcenter og vente på besked, om man må blive i Danmark eller ej? Det er en gruppe unge flygtninge fra Trampolinhusets Ungdomsklub Kangaroo klar til at fortælle om på Børn på flugt-dagen. Fra kl. 16-17 vil de vise videooptagelser fra deres dagligdag, fortælle om livet som ung flygtning i Danmark og svare på spørgsmål fra publikum.    

Mere om ungepanelet og Trampolinhuset
Det er ikke kun ude i den store verden, at der findes børn og unge, som er på flugt fra krig, forfølgelse, ødelæggelser eller fattigdom. Også her i Danmark er der børn og unge, som er flygtet hertil fra deres hjemland for at søge beskyttelse og bede om opholdstilladelse  – det man med et voksent ord kalder ’asyl’. Nogle er kommet hertil sammen med deres forældre og bor nu i et dansk asylcenter. Andre er rejst til Danmark helt alene og bor på et særligt asylcenter for flygtninge under 18 år uden forældre. Atter andre er født i et af de danske asylcentre, mens deres forældres asylansøgning er blevet behandlet, og bor enten stadig i centret eller i en familiebolig udenfor centret. Fælles for dem alle er, at de lever en tilværelse meget anderledes end danske børn.

I dette ungepanel kan du møde en gruppe asylansøgende piger og drenge, som er klar til at dele deres erfaringer og tanker om livet som flygtningeteenager i Danmark med publikum. De kommer alle fra Trampolinhusets Ungdomsklub Kangaroo, som hver lørdag fra kl. 15-19 byder på forskellige aktiviteter for unge i alderen 13-19 år, hvad enten de bor i eller uden for et asylcenter. Trampolinhuset er et brugerstyret kulturhus for asylsøgere, danskere og andre beboere i Danmark, der arbejder for en human, solidarisk og bæredygtig flygtninge- og asylpolitik i Danmark. Her kan de mennesker i vores samfund, der er gemt væk i afsides flygtningelejre under opholds- og arbejdstilladelse, aktivt skabe en meningsfuld dagligdag og genvinde deres menneskelighed væk fra lejrlivet. Huset ligger i København, drives af frivillige asylsøgere og andre beboere med økonomisk støtte fra OAK Foundation Denmark. Trampolinhuset er et mødested på tværs af nationale og kulturelle baggrunde, hvor skellet mellem 'dem' og 'os'nedbrydes og erstattes af et nyt fælles 'os'.

Besøg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar