søndag den 1. september 2013

Salaam Filmfestival viser film for børn fra kælder til loft på Børn på flugt-dagen


I kælderen kan du se finurlige og sjove tegnefilm fra Canada med dansk voice-over. Se historien om Saoussan, som flygter fra bomberne i sit hjemland og som nu skal lære at tale dansk. Winston, som har astma, forvandler sig til Asthma Tech med superkræfter, og Gita fra Indien holder sin traditionelle lysfest, Divali, i det sneklædte Canada.
Hver hele klokkeslæt viser vi desuden den dramatiske og spændende kortfilm ”På flugt” om drengen Younis på 13, der flygter fra et asylcenter og indgår et nært venskab med drengen Anton.

På 3. sal viser vi filmen ”Bliv!”, der er særligt hentet i Holland og versioneret til dansk af Salaam til børn i alderen 9 – 13 år
Lieke og Milad er bedste venner. Lieke bor alene med sin mor, og overfor bor Milad med sine forældre og to ældre søstre. Milad og hans familie har boet i Holland i mange år, men alligevel får de at vide, at de skal rejse tilbage til Iran. Hvis de rejser til Iran bliver Milads far sat i fængsel, og Lieke mister sin ven. Derfor gør hun alt, hvad hun kan, for at Milad kan blive. Hun kontakter integrationsministeren, og hun sender informationer om Milads familie til en journalist, der kan skabe debat. Og da alt mislykkes tager Lieke og Milad til Bruxelles til Liekes far, som hun aldrig har set.

Salaam Flerkulturel Filmfestival afholdes årligt i landets biografer for skolebørn i alle aldre. Denne tematiske filmfestival, der arbejder for at styrke interkulturel kommunikation og kompetence, foregik for første gang i 2004. Filmfestivalen foregår også i kulturhuse og ude på landets skoler.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar