mandag den 26. august 2013

Giv asylbørnene noget at smile af





Kort om baggrunden for Børn på Flugt:
Hverdagen for børn i landets asylcentre er fyldt med frustrationer over den usikre tråd, deres fremtid hænger i. Næsten halvdelen af  børnene fortæller, at de har et dårligt liv. Nogen børn bliver rastløse, skrøbelige og får dårligt selvværd. Andre reagerer med vrede og aggressivitet. 

De triste vilkår fik i foråret medlemmer af ’Foreningen Alverdens Børn’ og VerdensKultur- Centret på Nørrebro til at tage initiativ til en dag, med asylbørnene i centrum. Ikke bare en hvilken som helst dag – men en fest for børnene og deres familier. I takt med at vi præsenterede ideen for andre, blev opbakningen større og større. Trampolinhusets Børne- og Ungdomsklub, Salaam Filmfestival og Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk (DFUNK) meldte sig også som partnere, der er med til at arrangere dagen.

Initiativet er mundet ud i arrangementet ’Børn på Flugt’, der løber af stabelen den 15. september i VerdensKulturCentret på Nørrebro. Dagen skal først og fremmest stå i børnenes tegn. Med kendte kunstnere som Wafande og Ali Sufi, populært børneteater med Den Blå Heks, festlig Bollywood-dans med Morari og Beautysalon handler det om at give børnene nogle gode oplevelser – og en dag, der handler om andet end asylregler og kvoter.

Samtidig vil vi også benytte dagen til at kaste lys på vilkårene for de tusinder af børn på flugt i hele verden. Senest har situationen i Syrien sendt massevis af børn afsted mod en ukendt og usikker fremtid i nabolandene til det krigshærgede land. Derfor stiller Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk (DFUNK) op med deres asyllabyrint, og unge flygtninge fra Trampolinhuset kommer for at fortælle deres historie.

Alle involverede arbejder frivilligt for at stable en fest på benene, og arrangementet er derfor også gratis for alle. Men vi håber, at de mange voksne, der forhåbentlig kommer med, vil donere, hvad de kan, så vi kan sikre flere gode oplevelser til landets børn i asylcentre.

Så kom og vær med til at skabe en fest for børn og familier i og uden for landets
asylcentre!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar